Hjemmeværnet oplever i disse tider en stigende interesse – og det er også tilfældet i Nordjylland. Interessen skyldes bl.a. verdenssituationen, og Forsvarsministeriet bidrager med en stor investering. Døren er åben for alle, der vil og kan.
Af Ida Valdbjørn Rosholm, 57899@dmjx.dk
Knap hver tiende har overvejet at melde sig til Hjemmeværnet ifølge en ny måling for Ritzau. Det bliver heller ikke kun ved overvejelserne. Tal fra Hjemmeværnet viser, at de i årets første kvartal modtog 1.732 bekræftede tilmeldinger. Dette er en stigning på 66 procent i forhold til samme periode sidste år.
Hos Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland, som holder til på Aalborg Kaserne, oplever seniorsergent Peter Geert Aas også den stigende interesse. Han fortæller, at de her i Nordjylland i runde tal har modtaget omkring 100 henvendelser fra hjemmeværns-interesserede de første fire måneder i år, hvor de plejer at modtage omkring 200 på et helt år.
Peter Geert Aas har en fortid i Forsvaret, men han er i dag en af de fuldtidsansatte i Hjemmeværnet, hvor han bl.a. står for presse og information men også er meget inde over rekrutteringsprocessen. Han hilser de mange henvendelser velkommen: ”Som det ser ud lige nu, er der ikke noget problem med at absorbere dem, der søger ind og bliver godkendt”.

Peter Geert Aas på Aalborg Kaserne som bl.a. huser Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland. Foto: Ida Valdbjørn Rosholm
Det er dog langt fra alle de interesserede, der ender som frivillige. Nogle sorteres fra grundet helbreds- eller kriminalhistorie. Andre mister selv interessen, når de finder ud af den tid det kræver. Man skal i første omgang gennemføre en lovpligtig grunduddannelse på 250-300 timer indenfor de første 3 år, hvis man ikke er tidligere værnepligtig. Peter Geert Aas fortæller, at der er en cirka 50/50 fordeling af tidligere værnepligtige og ikke tidligere værnepligtige.
Efter grunduddannelsen er der krav om 24 timers tjeneste om året for at indgå i den aktive styrke ellers kan man overgå til reserven.
På landsplan består Hjemmeværnet af knap 14.000 aktive frivillige samt cirka 30.000 i reserven. Kilde: Borger.dk
”Der er plads til alle dem, der vil og kan,” siger han, men der er nogle fysiske anbefalinger, og man kan flytte folk til enheder, der passer til deres fysiske kunnen.
Hvis man tænker, at den øgede tilslutning har noget at gøre med den globale sikkerhedssituation, er man ikke helt galt på den:
”Verdenssituationen; det er faktisk det, som folk oftest bruger som begrundelse, når de søger ind”, siger Peter Geert Aas.
Hjemmeværnet har også for nyligt fået en større økonomisk indsprøjtning. Forsvarsministeriet meddelte tilbage i marts en ekstraordinær investering i materiel til Hjemmeværnet på 400 millioner kroner. Det glæder også Peter Geert Aas:
”Det er jo fedt at have medvind på cykelstien, selvom det sker på en trist baggrund med krigen i Ukraine.”