Nyt forsøg skal hjælpe flere elever tilbage til folkeskolen

Flere elever i folkeskolen har bekymrende højt fravær. Det skal et nyt forsøg fra Børne- og undervisningsministeriet nu rette op på, hvor Aalborg er blandt de 17 forsøgskommuner.

Af Eya Hald, 57896@dmjx.dk

Undervisning og fællesskaber online skal sikre mindre fravær i folkeskolen. Foto: Via ChatGPT

Den 1. august 2025 står Aalborg Kommune klar til at tage hul på det nye forsøg med onlineundervisning i folkeskolen. Kommunen har, i forbindelse med udviklingsprojektet Større Fællesskaber, søgt om at være med i Børne- og undervisningsministeriets forsøg i et håb om at bringe flere elever med bekymrende højt fravær tilbage til folkeskolen. Sammen med 16 andre danske kommuner kan de derfor nu sætte gang i tiltaget, der, ifølge specialkonsulent ved Aalborg kommune Peter Buksti, er et forsøg på at gribe elevernes fravær an på en ny måde.

På landsplan er andelen af elever med bekymrende højt fravær steget markant de seneste par år. Ifølge tal som Børne- og Undervisningsministeriet har lavet for Folkeskolen, var der i skoleåret 2023/2024 knap 1000 elever med over 75 procent fravær, hvilket er næsten en tredobling af antallet for skoleåret 2019/2020, og det er her det nye forsøg med onlineundervisning kommer ind i billedet.

Vigtigt med stabil overgang

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet giver tiltaget kommunerne mulighed for at fravige enkelte regler i folkeskoleloven, og der er frihed til at gennemføre det på den bedst mulige måde for den enkelte kommune.

I Aalborg Kommune bliver første etape med primært fokus på Bundgaardskolen. Her bliver det først og fremmest to lærere fra skolen, der skal varetage opgaven og dette med henblik på, at tiltaget er et forsøg på at få eleverne tilbage til det almindelige klassefælleskab og undervisning.

”Vi kommer til at skulle lave et setup, der tager højde for at de almindelige lærere, der omgås eleven til hverdag, bliver holdt tæt på, så der bliver en naturlig overgang tilbage til den almindelige skole,” lyder det fra Peter Buksti.

Hensigten med onlineundervisningen er nemlig ikke, at eleven skal fastholdes i onlineundervisningen, tvært imod er målet at få skabt en stabil overgang tilbage til den almindelige skolegang.

”Frygten er, at vi så får lavet noget, som fungerer rigtig godt i onlinemiljøet, og de begynder at få et fysisk fremmøde sammen med deres onlinehold, men at vi så taber hele fremgangen ved, at de skal tilbage til deres almindelige klassefælleskab, og så er vi tilbage ved problemets udgangspunkt,” lyder det fra Peter Buksti.

Forsøget er i Aalborg Kommune stadig på sit tidlige stadie, og det første år bliver et prøveår, hvor kommunen i samarbejde med Bundgaardskolen ifølge Peter Buksti ”kommer til at lægge skinnerne undervejs.” 

Aalborg Pride fejrer 10 års mangfoldighed med historisk byvandring

I år er det 10 år siden, at Aalborg Pride for første gang løb af stablen. Det varmer Aalborg Pride og Mangfoldighedshus Aalborg op til med historisk byvandring, der sætter fokus på LGBT+-miljøets udvikling gennem tiden.

Af Eya Hald, 57896@dmjx.dk

I byparken Karolinelund i Aalborg står tre bænke malet til ære for mangfoldigheden. Foto: Eya Hald

Aalborg Pride kan den 12. juli fejre mangfoldighedens 10-års jubilæum. I den forbindelse arrangerer Mangfoldighedshus Aalborg og Aalborg Pride d. 15. og 19. maj LGBT+-byvandring, for at sætte ekstra fokus på mangfoldigheden også i tiden op til Priden.
”Det skal jo gerne være sådan, at man også løbende tænker Pride, og ikke kun en dag om året,” lyder det fra Kristian Halkjær, forperson for den frivillige forening Mangfoldighedshus Aalborg.

Mangfoldighed i fokus

I samarbejde med Mangfoldighedshus Aalborg har Aalborg Pride derfor nu stablet flere arrangementer på benene, der skal omfavne mangfoldigheden udover ved selve Aalborg Pride d. 12. juli.

Et af disse arrangementer er den kommende LGBT+-byvandring, som skal være med til at sætte fokus på LGBT+-miljøets udvikling i Aalborg i forbindelse med Pridens 10-års jubilæum. Byvandringen bliver en tur tilbage i tiden med historier fra LGBT+-miljøets tidlige år i Aalborg.
”Det er ret rørende historier helt tilbage fra 70’erne, om hvordan man bakkede hinanden op, mens man oplevede meget lidt forståelse fra samfundets side”, fortæller Marie Askou, næstforperson i Mangfoldighedshus Aalborg.

”Vi fejrer, at vi har fejret mangfoldigheden i 10 år”

Byvandringen er foruden at være et fælleskabende arrangement for LGBT+-personer, også med til at skabe synlighed i bybilledet.

For 22-årige Audrey Jensen, der som queer person selv er en del af LGBT+-miljøet, betyder synligheden meget:
”Man kan se vigtigheden af at vi er synlige og er til stede, så man føler at man har et sted at høre til! Så i takt med at vi fejrer, at vi har fejret mangfoldigheden i 10 år, lægger vi op til, at folk bare skal komme og opleve, at der her er et fællesskab at være en del af.”

Der er dog ingen begrænsninger for hvad du skal identificere dig som, hvem du skal kende, hvad du skal føle eller hvor gammel du skal være for at deltage i den kommende byvandring. Det vigtigste er nysgerrigheden til at lære om LGBT+-miljøet gennem tiden.
”Jeg håber jo, at nogens bedsteforældre tager med ud og hører om, hvor meget der er kæmpet for rettigheder her i Nordjylland, og hvordan det tidligere har været fuldstændig umuligt at mødes ligesindede,” lyder det fra Marie.

For Audrey er initiativer som disse enormt værdifulde, da LGBT+-miljøet under hendes opvækst ikke var noget man snakkede eller hørte særlig meget om. For hende var det en stor ting at komme til storbyen og få lov at opleve følelsen af ikke at være den eneste:
”Det gør meget for Aalborg at være en by der kan rumme mangfoldigheden.”