Nye vindmøller og solceller skal man se langt efter: Fra Aalborg til resten af Danmark 

I Aalborg Kommune er der ikke sat nye vindmøller eller solceller op siden 2018, viser kommunens klimaafrapportering for 2024, der udkom i sidste uge. Nationalt tegner et lignende billede sig. 

Af Vibe Ravnsbæk, 57839@dmjx.dk 

Trods energinølen er det muligt at se vindmøller i Aalborg Kommunes landskab. Foto: Vibe Ravnsbæk 

På trods af planer om en ottedobling af vind- og solenergi er der ikke sket meget på området i Aalborg Kommune. Elproduktionskapaciteten fra vind og sol er i kommunen uændret fra 2018 til i dag. Dette står i kontrast til kommunens klimamål om 70 procent CO2-reduktion i 2030. Aalborg Kommune er dog ikke alene om manglende opsætning af grøn el. I 2024 blev der i hele Danmark sat 12 vindmøller op på land ifølge nye tal fra Green Power Denmark.  

Forhindringer 

Venstrepolitiker og rådmand for By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune Jan Nymark Rose Thaysen ser flere forhindringer for opsætning af vindmøller og solceller: 

“Det er en blanding af flere ting: Kroner og ører, bureaukrati og manglende politisk mod.” 

Et flertal i folketinget har vedtaget, at Danmark skal firdoble sol og vind på land i 2030 sammenlignet med 2021. Med fem år tilbage viser nye tal fra Green Power Denmark, at vi har nået syv procent af målet.  

Lektor ved DTU Vind- og Energisystemer Niels-Erik Clausen tror ikke længere, vi kan nå målet om firdobling: 

“Målsætningen om at firdoble sol og vind på land inden 2030 er paradoksal, når man ser, hvad der sker i virkeligheden. Målsætningen fejler ikke noget, men det, der sker, går den modsatte vej. Konsekvenserne af den manglende opsætning er, at det bliver svært at nå vores klimamål.” 

På det nationale plan lægger lektor Niels-Erik Clausen vægt på de øgede udgifter ved at opstille vindmøller. De politisk valgte omkostninger er ifølge tal fra Green Power Denmark steget 3500 procent fra 2019 til i dag fra omkostninger på omkring 50.000 kroner per megawatt til langt over 1,5 millioner kroner per megawatt. 

Niels-Erik Clausen betegner dette som en af hovedårsagerne til den manglende opstilling: 

“Da opstilling af vind og sol ligger i hænderne på private i Danmark, så skal der jo være en fornuftig forretningsmodel, så man ikke taber penge på det. Og den er udfordret i øjeblikket.” 

Modige byrådspolitikere 

I november er der kommunalvalg i Danmark, og det mener Jan Nymark Rose Thaysen påvirker byrådsmedlemmerne i Aalborg Kommune: 

“Der er en masse borgere, der er imod opsætning af vindmøller og solceller. Det er jo aldrig sjovt at være nabo til sådan noget. Borgerne kan lave en masse støj, og der kræver det, at et byråd står sammen omkring opsætningen. Det er bare svært i et valgår.” 

Niels-Erik Clausen ser tre tiltag, der skal til for at sætte skub i opstillingen af vind og sol: 

“For det første skal man kigge på økonomien for udviklerne. For det andet skal man analysere, hvorfor det tager så lang tid at få tilladelse til opstilling. For det tredje skal vi have nogle byrådspolitikere med visioner og mod til at stå ved dem.” 

Aalborg Kommune har kun nået en procent af målet, men er alligevel længere end resten af Danmark 

Aalborg Kommune ser ikke ud til at nå deres mål om udtagning af de kulstoffyldte lavbundsjorde, viser kommunens nye klimaafrapportering for 2024. Alligevel er de foran resten af Danmark.  

Af Vibe Ravnsbæk, 57839@dmjx.dk 

Hals Mose er det eneste lavbundsjordsprojekt, som er gennemført i Aalborg Kommune. Foto: Vibe Ravnsbæk

Aalborg Kommune har kun gennemført en procent af deres mål om udtagning af lavbundsjorde i 2030. Det problem er gældende for hele Danmark, som på et nationalt plan har gennemført udtagelsen af 233 hektar lavbundsjord ud af målet om 140.000 hektar i 2030, ifølge Landbrugsstyrelsens egne tal. 

Lavbundsjord er marker, som naturligt står under vand, men bliver drænet for at dyrke afgrøder. Når markerne drænes, udleder de drivhusgasser. Den drænede lavbundsjord står for en tredjedel af landbrugets CO2-udledninger. Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Seniorforsker i agroøkologi Mogens Humlekrog Greve fortæller, at der de sidste to år er kommet mere fart på udtagning af lavbundsjord. Der er i den periode kommet over hundrede nye ansøgninger fra lodsejere om lavbundsprojekter. Dog mener han, at der stadig er hindringer for en mulig fremgang på området: 

“Det, som bremser udtagning af lavbundsjord, er blandt andet, at det er en frivillig ordning. Det vil sige, at det kun er de jorde, som landmanden frivilligt går med til at sælge, som kan vådlægges. Veldrænet lavbundsjord er en meget god landbrugsjord, og den vil man jo ikke af med.” 

Dominoeffekten? 

Lavbundsprojekter tager mindst seks år at gennemføre, og der er kun igangsat en fjerdedel af målet i Aalborg Kommune. På trods af disse tal, tror rådmand for Aalborg Kommunes By- og Landskabsudvalg Jan Nymark Rose Thaysen, at kommunen når sit mål. Ifølge ham er der grund til at se lyst på tingene i Aalborg: 

“Det er tit med sådan noget her, at der går noget tid. Det er opstarten, der er det sværeste. Når de første dominobrikker falder, så har det med at sætte en kædereaktion i gang.” 

Frivillighed eller tvang 

Ifølge Jan Nymark Rose Thaysen er forhindringerne stadig store. Blandt andet mener han ikke, at kommunen har fået tilstrækkelig finansiering af staten til at udtage jordene. Derudover er der også praktiske problemer som for eksempel naturbeskyttelsesloven, som han mener, forhindrer nogle af tiltagene. Han mener dog ikke at lodsejerne skal tvinges til at afgive jord: 

“Jeg synes, frivillighed virker, hvis kompensationsordningerne er skruet rigtigt sammen. Hvis man begynder at anvende ekspropriation, så tror jeg der kommer et endnu større politisk ramaskrig omkring det. Så vrider man armen om på folk.” 

Seniorforsker Mogens Humlekrog Greve tror, at der er en mulighed for at nå Danmarks mål om udtagning af 140.000 hektar lavbundsjord i 2030. Problemet, ifølge ham, er at man risikerer, at det er de forkerte lavbundsjorde, der bliver udtaget. Der er en risiko for, at lodsejerne ansøger om at få udtaget jord, som allerede er vådlagt, og derved ikke giver den rigtige klimaeffekt.  

“Der er en risiko for, at vi ikke når det. Det er en tung proces. Det kan være, man bliver nødt til at ekspropriere lavbundsjord eller hæve CO2-afgiften på landbruget for at nå klimamålene.”