Aalborgs skamplet rives ned – enighed i byrådet giver længe ventet afklaring

Alléskolegrunden som siden 1951 har huset, hvad der engang fungerede som folke- og handelsskole, men er sidenhen blevet en øjebæ, for de lokale har nu langt om længe fået afgjort sin skæbne. Det kom frem i byrådet sidste uge.

Af Lukas Ulsø, 57826@dmjx.dk

Gennem årene har skolen været præget af hærværk, mens bygningens ejere har ventet på projektets næste fase. Foto: Lukas Ulsø

Den gamle skole som ligger på hjørnet af Østre Alle og Sohngårdsholmsvej er af flere Aalborgensere set som byens skamplet. Skolen, som har stået tom i 12 år efter at være blevet solgt af Aalborg Kommune til boligselskabet Lykkebo i 2003, har i denne periode været udsat for flere brande.

Skampletten i Aalborg

Lisbeth Andersen har boet i Øgadekvarteret i snart 20 år, og synet af den forfaldne bygning er med tiden blevet hverdag.

”Det er ikke forkert at sige, at det på sin vis er byens skamplet. Det er synd, at den får lov at stå her så længe, og bliver til hvad den er i dag,” udtaler Lisbeth Andersen.

Den lange ventetid på afklaring har også fået flere til at opgive interessen i projektet.

”Jeg deltager ikke i de møder, der er omkring skolen. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt flere grønne arealer, og det her kunne godt være et af dem,” afslutter Lisbeth Andersen.

Stridighed

Sagaens lange varighed skyldes blandt andet, at flere af naboerne til bygningen har været utilfredse med det næste byggeprojekt på grunden.

I 2022 udtalte Ann Kinly Klinge sig til TV2 Nord som talsperson for beboergruppen Karnervej, hvor hun fortalte, at beboerne var glade for en nedrivning af skolen, men utilfredse med planen om et nyt byggeri højere end 16 meter, som Lykkebo ønskede.

Ann Kinly Klinge fortæller i dag ovenpå beslutningen, at forløbet har været meget langt og været flere lokalplaner igennem.

Dog har ønsket om en hurtigst mulig nedrivning af skolen ikke været førsteprioritet.

”Det er et meget trafikeret område, så ville det give os naboer nogle voldsomme støjgener, hvis bygningen blev revet ned, uden at et nyt alternativ var klar,” forklarer Ann Kinly Klinge.

Beboerne har i processen været vedholdende med hensyn til, at det næste byggeri skulle foregå på retfærdige vilkår, som ikke ville være til gene for naboerne.

”Vi har været til mange møder i forvaltningen og søgt aktindsigt i sagen. Det er også slående, at investoren under forløbet ikke har villet udtale sig til medierne,” fortæller Ann Kinly Klinge.

Blandede reaktioner til udfaldet

Den vedholdende strategi har på sigt betalt sig, for det er nu kommet frem, at den nye byggeplan er præget af indsigelser fra naboer til grunden. Det skriver Tobias Bøgeskov, byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune, på sin Facebook profil i sidste uge. Det gælder blandt andet byggeriets højde og ret til altanbygning.

”De har strakt sig langt, men vi har nået et mål, der tilgodeser både udvikler og naboernes bekymring. Vi skulle dog gerne have været hurtigere i mål,” fortæller Tobias Bøgeskov.

Det nye byggeri må gennem den nye aftale ikke bygge højere end seks etager, og bygningerne må ikke være højere end 21 meter. Det er en aftale, som bringer beboergruppens bange anelser til virkelighed, da det er højere end de 16 meter, som gruppen frygtede tilbage i 2022.

Ann Kinly Klinge fortæller, at aftalen ikke er et scenarie som naboerne er tilfredse med, da det stadig er alt for højt. De havde gerne set, at bygningen var en etage mindre.

Der vides endnu ikke noget om de konkrete datoer for nedrivning og byggestart på det nye byggeri, men ifølge Tobias Bøgeskov skal de i hans optik i gang hurtigst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *