Lange ventetider, møgsager og mangelfuld behandling er gennemgående temaer i den danske debat om psykiatrien. Derfor er det nemt at overse en af hovedaktørerne i arbejdet med de psykisk sårbare.
Af Laura Kaae Kristoffersen 57857@dmjx.dk
Psykisk sårbarhed er noget de fleste vil stifte bekendtskab med i deres liv, enten fordi de selv ender i en sårbar situation eller er pårørende til en person, der gør
Men der er også en helt anden gruppe mennesker, der har psykisk sårbarhed som et gennemgående tema i hverdagen, og det er hverken læger, sygeplejersker eller psykologer, der er tale om her.
Der er nemlig tale om politiet, der i dag varetager fire gange så mange opgaver, der involverer psykisk sårbare, som de gjorde for femten år siden. Det viser en undersøgelse, ROCKWOOL fonden har lavet med data fra Rigspolitiet.
Og den trend er ikke gået udenom Nordjylland.
”Det et ikke unormalt, at én psykisk sårbar person ringer adskillige gange på en måned,” lyder det fra Simon Hjort Jacobsen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Det kan ske, at de psykisk sårbare ringer til 112 flere gange på blot én dag, fordi de oplever ekstremt ubehagelige vrangforestillinger, der for dem fremstår som værende virkelige.
”Når sundhedstilbuddene lukker til normal kontortid, er der kun ét sted, de kan henvende sig, og det er hos os,” fortsætter politikommissæren.
Sune Krebs, der til daglig er ansat som politibetjent på nærpolitistationen, Grønlands Torv, udtrykker frustration over de mange udrykninger, de har i forbindelse med psykisk sårbare.
”Når vi kommer ud til en sag, kan det ske, at vi skal vente halvanden time, på at lægevagten kan komme og vurdere borgeren, fordi de skal køre hele vejen fra Frederikshavn først,” fortæller han.
Og den halvanden time de skal bruge er tid, som politiet ikke kan bruge på deres andre opgaver. Sune arbejder med den forebyggende indsats for at holde børn og unge ude af bandekriminalitet, og han ærgrer sig over, at meget tid går på blandt andet behandling af sager med psykisk sårbare.
”Selv om en borger er blevet tvangsindlagt, kommer de af og til ud dagen efter, og så skal vi gentage hele processen igen.”
Det er ikke fordi Sune og hans kolleger på nærstation Grønlands Torv ikke tager opgaven med de psykisk sårbare alvorligt, de tager altid alle henvendelserne seriøst. Det er den kringlede arbejdsgang, der medfører det høje tidsforbrug, der presser sig på i deres arbejde.