Så meget koster en mulig nedrykning i AaB’s regnskab

Nedrykning lurer for hele Nordjyllands hold, der i øjeblikket befinder sig under nedrykningsstregen i Superligaen. En potentiel nedrykning kan koste dyrt.

Af Kristian Stabell Runge, 57823@dmjx.dk

AaB har fire Superliga-titler og tre pokaltitler i trofæskabet. Klubben er kun rykket ud af Superligaen én gang før. Foto: Kristian Stabell Runge

AaB befinder sig nu under stregen i Superligaens Kvalifikationsspil efter mandagens remis i Haderslev mod Sønderjyske.

Før sæsonen 2023/2024 havde AaB aldrig befundet sig udenfor det fineste selskab i dansk fodbold, siden den bedste danske fodboldrække i 1992 blev døbt ”Superligaen”. Men nu kan en nedrykning blive en realitet for anden gang på tre sæsoner, og det har konsekvenser for en fodboldklub af AaB’s størrelse.

”Det er rigtig dyrt at rykke ud af det fine selskab i dansk fodbold. En nedrykning vil have en negativ effekt på 25-30 millioner kroner for vores regnskab,” udtaler Michael Tuxen Boll, der er administrerende direktør i AaB.

Røde tal på bundlinjen

De rød- og hvidstribede har siden 2021 kørt med millionunderskud på kontoen, og det er kun blevet værre, fremgår det af CVR-registeret. Værst stod det til i regnskabsåret 2024, hvor underskuddet lød på lidt over 44 millioner kroner.

I år kommer det måske til at stå bedre til – men kun måske. AaB regner nemlig med et resultat for regnskabsåret 2025 på mellem nul og minus ti millioner kroner. Det forudsætter dog, at AaB forbliver i 3F Superligaen.

Underskuddet inkluderer også salgene af Sebastian Otoa (20 millioner kroner) og Melker Widell (25 millioner kroner), som ellers indbragte det nordjyske flagskib en pæn sum penge.

En af Danmarks mest traditionsrige klubber

På trods af ingen sejre i kvalifikationsspillet og én sejr i de seneste 20 superligakampe, oplever AaB rekordhøje tilskuertal på Aalborg Portland Park. Det forventede tilskuergennemsnit bliver ifølge Michael Boll omkring 8500, hvilket kun er overgået af de år, hvor klubben er blevet mestre – sidst i 2014.

”Opbakningen fra vores fans er unik, og vi føler en forpligtelse overfor dem, der står nede på Vesttribunen. Men det er klart, at en potentiel nedrykning vil få konsekvenser for tilskuertallet,” fortæller Michael Boll.

AaB har vundet Superligaen fire gange, og de er dermed den tredje mest vindende klub i turneringen sammen med FC Midtjylland. Derfor er det klart, at de mange nordjyske fans har store forventninger til klubben.

”Selvforståelsen blandt aalborgenserne er, at man skal være et top-5-hold og kæmpe med om guldet hvert tiende år,” siger Kasper Ørkild, der er vært på podcasten Rød Aalborg, der laves af AaB Support Club.

Derudover er Aalborg ifølge Kasper Ørkild en spektakulær sportsby, hvor et af verdens bedste håndboldhold holder til. På trods af det er det fodboldklubben, der har den største tilknytning af fans og den største økonomi. Blandt andet derfor vil en nedrykning være fatal for Aalborg.  

Langt fra visionen

Det fremgår af Aalborg Boldspilsklubs årsrapport fra 2024, at klubbens vision er at blive et nationalt tophold med europæisk deltagelse. Men det må siges, at nordjyderne er langt fra det mål, hvis man ser på deres position i tabellen.

Det fremgår også af årsrapporten, at klubben ser frem mod 2025 med stor optimisme og engagement. Det skal bl.a. henføres til rekordhøje sponsorindtægter og tilskuertal. Men optimismen forudsætter, at klubben forbliver et superligahold.  

”Vi er optimistiske, da vi stadig selv kan afgøre det. Men vi er også realistiske,” fortæller Michael Boll om nedrykningskampen.

Nu må vi se, om det er den optimistiske eller realistiske hat, der skal tages på i Aalborg, når det sidste fløjt i Superligaen anno 2024/2025 lyder den 24. maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *